Vi ønsker at sikre, at din medicinske behandling foregår trygt og korrekt.
Derfor er det altid den læge, speciallæge eller sygehusafdeling, der har ansvaret for din behandling, som også skal stå for at udstede eller forny recepter.
Hvis du får medicin for en eller flere sygdomme, hvor behandlingen varetages af en speciallæge eller sygehuslæge, skal recepten udstedes derfra.
Behandlingsansvarlig læge eller speciallæge sørger for, at du er dækket ind med medicin frem til din næste kontrol.
Vi kan i lægehuset derfor ikke udstede recepter på medicin, som er ordineret og fulgt op af en speciallægepraksis eller sygehusafdeling.
Hvis det derimod er os i lægehuset, der står for behandlingen, er det her, du skal møde til kontroller og receptfornyelse. Denne fremgangsmåde er aftalt med speciallægepraksis og sygehusene og skal sikre, at du får en sammenhængende og sikker behandling – uden risiko for fejl eller overlap i medicineringen.
Receptfornyelse af fast medicin
Recepter på fast medicin, som er ordineret af os i lægehuset, fornyes som udgangspunkt ved den årlige kontrol – typisk til ét års forbrug ad gangen. Det er vigtigt, at du møder til årskontrol mindst én gang om året, hvis du får medicin for en kronisk sygdom. Ved denne kontrol lægger vi sammen en plan for behandlingen, og recepten fornyes, så du er dækket frem til næste aftale.
Før du bestiller recept
Før du bestiller en ny recept, anbefaler vi, at du tjekker, om du allerede har ubrugte recepter på apoteket.
Det kan du gøre ved at:
- logge ind på Min Læge-appen
- eller ringe til dit apotek